mandag den 31. december 2007

Årets sidste...

Årets sidste ris a la mande. Sørgeligt. Det er for sandt til at være rigtig banalt, eller også er det omvendt: Kors, hvor tiden flyver afsted. Som om det var nytårsaften i går, og er det igen i aften. Det er selvfølgelig hverdagen og alt det uafsluttede der fylder mest on the go. Men det er rejserne, alle de her ud-og-hjem oplevelser, både i almindelig og overført betydning, både de lange og de korte, dem vi gjorde hver især og sammen, der er lettest at få øje på, når der skues bagud. Til Haderslev, Hamborg, Hejsager, Kuldbjerg, København, Langø, Lundeborg, Missouri & omegn, Ravnebjerg, Rom, Rosenhaven, Rumænien, Sanderumskolen, Sønderjydsk sommerhus i dejligt påskevejr. Det var det år, hvor D blev konfirmeret, J fik en rigtig god ven, og A lærte at cykle og kom i skole. Og L blev først special og så fast.
Og hvad kan vi så vente af næste år: En hel masse, kan vi vist godt love, set fra fam Bomme-Ousagers snævre kikhul til virkeligheden. Alt tyder på en del mindre rejseri målt i km, og det er godt det samme. Til gengæld forventes forhøjet rejseaktivitet i overført betydning: Der er projekter, der skal afsluttes, og andre (mest ukendte) der skal sættes i gang, eller som sætter sig selv i gang. Der skal nok blive noget at skrive om.
Tak for alt til alle indtil nu! Og alt godt fremover!
Over and out for i år.

lørdag den 22. december 2007

Slørede konturer - men det nærmer sig

Så er pakken kommet fra the French Connection med en masse hyggelige franske fri- og klistermærker, og må det jo næsten være jul. Forhåbentlig er det også lykkedes den anden vej.
Som man jo kan se på billedet, så har vi endnu ikke stillet fuldstændig skarpt på julen, men vi er locked on target, og i dag bliver de sidste gaver købt & juletræet kommer ind i varmen Hvilken i øvrigt bliver lidt af en opgave. Enten skal træet på en eller anden måde have rullet et par års tilvækst tilbage, eller også skal der laves hul i loftet. Så kan stjernen stikke op gennem gulvet på Ds værelse, og det kunne jo sådan set også se meget julet ud.
Der mangler lige en en gave eller tre, men det gør der forhåbentlig ikke mere, når det bliver aften. Og det gør det faktisk lige om lidt, for i dag er årets korteste dag - hurra!
Bonusinfo: Selvom årets længste nat lige er forbi, og årets korteste dag er godt i gang, så er det faktisk allerede en uge siden, at solen gik tidligst ned (14. dec - kl. 15:35). Og først om en uge kommer den dag, hvor solen står senest op (29. dec. kl. 8:40) Lyder mærkeligt? Ja, jeg forstår det sådan set heller ikke rigtigt, i hvert fald ikke forklaringen - men se selv her, det er ganske vist.

torsdag den 6. december 2007

JuleMission Impossible

Opført 6. dec om aftenen, for Annas vedkommende efter en dag, hvor hun først har været i skole, er gået med David hjem, har været til ballet, så hjem og skifte, og så i skole igen.
Et billede siger mere end mange ord - og det er det også nødt til, for jeg er for træt til at finde på mere.

søndag den 2. december 2007

Julegrød og gaver

Julenissen har fået sin grød. Let forsinket, ganske vist, og tæt på at være sveden. Men til gengæld smør- og kaneliseret samt leveret lige til døren af pige med blåt på øjenlågene. Kan man forlange mere som almindelig, trofast husnisse?
Og så på utallige opfordringer: Ønskeseddel for den samlede fam. Bomme-Ousager. Ønskesedlen opdateres muligvis engang i mellem. Senest opdaterede version altid tilgængelig via linket i menuen til højre. Så det...

lørdag den 1. december 2007

Tradition & fornyelse

13 drenge (inkl. storebror), 1 lillesøster og 2 voksne. Og fem bærbare (inkl. bloggerens), to stationære og en Playstation. Det er så sådan, man holder drengefødselsdag these days. Det er sådan set vældig hyggeligt: Drengene surfer rundt mellem de forskellige computere og spiller, bortset fra David og to af fodbolddrengene, som har gang i en Fifa07-turnering ved Playstation'en. På billedet er Patrick og Johan (i baggrunden) ved at udkæmpe et større virtuelt slag. Og tænk engang, her kan jeg sidde og blogge midt i det hele. Uhørt!
Og her kunne man så skrive noget med, at nu er det snart jul, og holdaop hvor skal vi til mange juledeteneogdetandet i skole og og fritidshjem og balletskole og svømmeklub og på den ene og den anden arbejdsplads. Men sådan er det altid, så vi er bare glade, som McEwan og Ingerslev siger. Og i aften skal vi se en masse julekalender. Det glæder nogen sig i hvert fald meget til.